Dansk VM-målmand skifter til østrigsk ishockey

Den danske ishockeymålmand Sebastian Dahm skifter Rødovre ud med den østrigske klub Graz 99'ers i den kommende sæson.

Det fortæller han selv til Politiken.

Sebastian Dahm har skrevet under på en etårig kontrakt med østrigerne. Klubben har ganske vist endnu ikke bekræftet aftalen på sin hjemmeside.

Sebastian Dahm havde stor succes ved VM i Tjekkiet tidligere på måneden, og han lagde ikke skjul på, at han gerne så, at opmærksomheden ved VM blev brugt til et skifte til en klub i en bedre liga end den danske.

Det er nu lykkedes, og den kendsgerning, at den tidligere cheftræner i Herning, Todd Bjorkstrand, er træner i Graz 99'ers, har haft stor betydning.

- Todd er en træner, jeg længe gerne har villet spille for med hans store vinderinstinkt og grundige trænerarbejde, siger Sebastian Dahm til Politiken.

- For mig, som selv har en meget analytisk og detalje-orienteret tilgang til spillet, så vil det være fantastisk at få en træner, som ser spillet på samme måde.

Den 28-årige målmand har tidligere spillet fem sæsoner i Nordamerika uden at slå igennem på det højeste niveau. Nu har Europa og landsholdet større prioritet.

- Hvis jeg vil fortsætte med at konkurrere med om pladsen på landsholdet, så kræver det selvfølgelig også, at jeg spiller på klubholdet. Og Graz har givet udtryk for, at det er mig, de vil have som førstekeeper, og at jeg skal bære en stor del af læsset dernede, siger Sebastian Dahm.

Skiftet til den stærkere liga i Østrig er også en fordel for Danmarks landshold, som efterhånden har en del spillere i gode europæiske ligaer.

/ritzau/

Dagens Gossip