Dansk VM-streg: Endelig vil vi det samme som træneren

Skrevet af admin

04/12/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke bare udtrykket på banen, der er anderledes og mere offensivt end tidligere.

Stemningen internt på kvindelandsholdet i håndbold er også bedre og mere fandenivoldsk efter trænerskiftet fra Jan Pytlick til Klavs Bruun Jørgensen. Det siger stregspilleren Mette Gravholt.

- Tidligere troede vi på noget, og det hang ikke helt sammen med det, træneren troede på. Nu er vi en enhed, hvor vi alle tror på det samme. Det giver os meget, og vi bliver meget bedre nu, siger Gravholt.

Hun en af dem, der i de sidste par år under Jan Pytlick åbent kritiserede, at den daværende landstræner i et vist omfang droppede planerne om at spille mere offensivt og tempofyldt.

Nu er Klavs Bruun Jørgensen kommet til med en aggressiv og meget mere tacklende udgave af 6-0-forsvaret til stor tilfredshed for Gravholt.

- Vores nye forsvarsstil giver os meget. Vi er blevet mere aggressive og initiativrige på banen, og, det smitter også af på den måde, vi er sammen på på holdet.

- Det giver bare en god stemning, at vi får lov til at give den gas i stedet for hele tiden at skulle være defensivt tænkende.

- Vi har længe efterspurgt, at vi får lov at udnytte det, vi er gode til. Vi er ikke så store, men vi er gode til at spille aggressivt. Nu har vi fået det, som vi vil have det, og vi stoler på det koncept, vi spiller efter, siger Gravholt.

Holdet spiller første VM-kamp under den nye landstræner lørdag aften klokken 20.45, hvor modstanderen er Japan.

/ritzau/