Dansk Zionistforbund fordømmer imams udtalelser

Skrevet af admin

23/07/2014

Mest læste i dag

"Dræb de zionistiske jøder. Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt".

Sådan lyder opfordringen fra imamen Abu Bilal Ismail angiveligt under en fredagsbøn i en moské i Berlin. Imamens kontroversielle udtalelse er blevet filmet og lagt på nettet.

Dansk Zionistforbund fordømmer imamens voldsomme udmeldinger på det kraftigste.

- Han har opfordret til at dræbe mig og alle medlemmer af Dansk Zionistforbund og alle sympatisører. Han spiller jo på, at der ikke er så mange danskere, der ved, hvad en zionist er, når han siger, at det kun er zionistiske jøder, der skal skades, siger næstformand for Dansk Zionistforbund, Jonatan Møller Sousa, og fortsætter:

- En zionistisk jøde, er en jøde, der er glad for, at Israel eksisterer. Det er en jøde, der støtter Israels ret til at forsvare sig, ligesom ethvert andet land har ret til at forsvare sig. En zionist er bare en person, som er enig i selvsamme ting.

Til daglig er imam Abu Bilal Ismail kendt fra den omdiskuterede Grimhøj-moské i Aarhus, som tidligere er blevet beskyldt for at radikalisere unge.

Dansk Zionistforbund overvejede kraftigt at politianmelde imamen for hans kontroversielle udtalelser, men integrationsminister Manu Sareen (R) kom ifølge næstformanden dem i forkøbet.

- Integrationsministeren har allerede bedt de relevante myndigheder om at vurdere lovligheden af det her. De er kommet os i forkøbet, så vi venter deres vurdering af det her.

- Jeg overbevist om, at den danske retsstat ikke vil acceptere det. Det er en meget farlig situation, han har sat os i, siger han.

Østjyllands Politi undersøger også sagen og overvejer, om de skal rejse en sag af egen drift mod imamen for brud på straffeloven.

/ritzau/