Danske aktier fortsætter rekordstime: Når nyt højdepunkt

C20 Cap-indekset nåede tirsdag eftermiddag en milepæl, da det lukkede over indeks 700.

Indekset med de 20 største danske aktier lukkede i indeks 706,80, hvilket er det højeste niveau nogensinde. Dermed fortsætter 2014 med den rekordbølge, som indekset red på i 2013 med 49 af slagsen.

Det er især to af Danmarks største globale virksomheder, der sender indekset over 700.

- Vi slutter i dag i det højeste niveau nogensinde for dette indeks og for danske aktiers vedkommende. Det skyldes blandt andet stigninger i Vestas' og A.P Møller Mærks aktier, siger chefstrateg hos Spar Nord, Christian Mose Nielsen, til Ritzau.

Vestas' opjustering af forventningerne til deres pengestrømme mandag og A.P Møller Mærsks salg af aktier i Dansk Supermarked tirsdag har fået aktierne til at stige markant.

Aktiestigningen er et tegn på, at der er nogle danske virksomheder, der klarer sig rigtig godt, lyder det fra senioranalytiker i Nordea, Jan Størup Nielsen.

- Det er godt nyt for dansk økonomi, for man kan håbe på, at nogle af disse virksomheder lægger nogle arbejdspladser her i Danmark, siger han til Ritzau, og fortsætter:

- For den helt almindelige dansker betyder det, at ens pensionsformue kan blive større, og dem, der er aktionærer i disse selskaber har tjent rigtig gode penge.

At formuerne bliver større kan betyde, at vi forbruger mere, hvilket vil sparke mere vækst ind i dansk økonomi, påpeger senioranalytikeren.

De danske eliteaktier er generelt kommet godt fra start i det nye år. Ikke mindre end tre rekorder blev det til på årets tre første handelsdage.

Seneste rekord blev slået mandag, da indekset lukkede i 699,28, en stigning på 0,6 procent.

Det skyldtes især Vestas-aktierne, der steg med 5,5 procent og lå sidst på dagen i 186,10 kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV