Danske aktier tager største endagstæsk nogensinde

Skrevet af admin

20/08/2015

Mest læste i dag

Det danske C20 Cap-indeks faldt torsdag med 3,23 procent., hvilket er det største fald nogensinde på en enkelt dag, siden indekset blev lanceret 25. november 2011, skriver Ritzau Fianans.

Vestas fik flest kurs-prygl, i et helt igennem blodrødt C20 Cap-indeks, hvor også Genmab, FLSmidth og Pandora faldt voldsomt.

Det er faldende råvarepriser og dårlige nøgletal fra det kinesiske marked, der er med til at sende danske aktier i bund sammen med det øvrige Europa.

- Vi falder på linje med Europa. Det skyldes nok det afmattende marked i Kina, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Også en tvetydig udmelding fra den amerikanske centralbank onsdag skabt usikkerhed på markederne.

På den ene side er betingelserne for en rentestigning endnu ikke opfyldt. På den anden side er forholdene kommet nærmere, lød meldingen fra centralbanken.

De toneangivende markeder i Europa lå på fald på mellem 0,4 og 2,1 procent ved den danske børs' lukketid.

Blandt de mest forslåede C20-aktier var også cementkoncernen FLSmidth, der dalede med knap 4 procent til 284,30 kroner.

- FLSmidth er et af de selskaber, der er ramt af Kina, vurderer Martin Munk.

Også Carlsberg måtte torsdag igen drikke gravøl og sluge et fald på 3,4 procent til 517,50 kroner, efter at aktien vendte bunden i vejret med et dyk på 9,2 procent onsdag.

Bryggeriet har nedjusteret, og det har fået en lang stribe børshuse til at se dybt i flasken for bryggeriets udsigter.

/ritzau/