Danske Andelskassers Bank meldt til politiet

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Finanstilsynet har meldt Danske Andelskassers Bank til politiet.

Banken, der har hjemsted i Hammershøj i Midtjylland, har overtrådt lov om finansiel virksomhed ved i mindst 12 tilfælde at have lånefinansieret kunders køb af bankens aktier.

Det oplyser banken i en meddelelse til Fondsbørsen.

- Politianmeldelsen sker på baggrund af Finanstilsynets undersøgelse af bankens aktieemission i juni 2011, hvor mere end 35.000 investorer tegnede aktier i Danske Andelskassers Bank, skriver banken i meddelelsen.

Banken erkender, at der ikke har været tale om en generel praksis i banken, og lånene er givet i strid med bankens principper og værdier. Banken beklager dybt hvert enkelt tilfælde.

Om det har fået konsekvenser for de involverede i banken, vil kommunikationsdirektør i banken Martin Rask Pedersen ikke sige noget om.

- Vi havde 250 rådgivere i banken på det tidspunkt og 35.000 aktionærer, der skulle købe aktier. Det er i under en tredjedel promille af sagerne, der sker fejl. Hvorfor det lige er sket, er svært at sige, siger Martin Rask Pedersen til Ritzau.

Kommunikationsdirektøren fastslår, at han ikke vil udtale sig om enkeltstående ansatte, men understreger dog generelt, at fejlen ikke har fået ansættelsesretslige konsekvenser i banken.

Banken understreger, at den vil søge en hurtig afslutning af det ulovlige forhold, ligesom banken allerede har tilbudt de berørte kunder at tilbagekøbe aktierne og i øvrigt holde kunderne skadesfri.

- Vi er selvfølgelig interesseret i at få det her afsluttet hurtigst muligt, siger Martin Rask Pedersen.

/ritzau/