Danske anklagere er klar til sag om krigsforbrydelse

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

For 72 år siden gik en dansker rundt ved en af naziregimets militærlejre i Hviderusland og så, hvordan jøder blev henrettet med nakkeskud.

Snart vil mandens handlinger som medlem af Frikorps Danmark blive studeret nærmere af danske anklagere.

I hvert fald har en direktør i Simon Wiesenthal Centret, der forfølger nazitidens krigsforbrydere, bebudet over for Berlingske, at han mandag lander i Danmark for at indgive en politianmeldelse.

Og sagen vil "selvfølgelig blive taget meget alvorligt," siger man i den danske anklagemyndighed lørdag.

- Hvis man har nye oplysninger om krigsforbrydelser eller om forbrydelser mod menneskeheden, vil vi meget nøje vurdere, om der er grundlag for at tage strafferetslige skridt, siger Mikkel Thastum, der er kommunikationschef i anklagemyndigheden.

- Men nu må vi afvente og se, hvad man kommer med, siger han til Ritzau.

Muligvis vil anmeldelsen blive vurderet af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Den i dag 90-årige Helmuth Leif Rasmussen har allerede for længe siden talt med politiet om, hvad han lavede i lejren Waldlager.

I en politirapport fra 1945 er han citeret for, at han gik vagt, og at han under vagttjenesten så flere jøder blive henrettet.

De blev ført ud til massegrave og skudt, når de var for afkræftede til at arbejde.

Danskeren var kommet til militærlejren i Hviderusland, fordi han havde meldt sig som frivillig i Frikorps Danmark, der kæmpede for Nazityskland på Østfronten.

Men til Berlingske siger manden nu, at han ikke gik vagt, og at han kun var rekrut.

Han understreger også, at han allerede er blevet straffet med fængsel i tre år straks efter krigen.

Den 90-årige har i dag et andet navn. Han bor i hovedstadsområdet.

/ritzau/