Danske anmeldere er vilde med Malmros' livsværk

Filminstruktøren Nils Malmros dybt personlige livsværk "Sorg og glæde" formår at bevæge de danske anmeldere, der stort set samstemmende kvitterer med fem stjerner.

I filmen "Sorg og Glæde" blotlægger den århusianske filminstruktør et smertefuldt kapitel af sit voksenliv, nemlig historien om, at hustruen, Marianne, slog parrets datter på ni måneder ihjel.

I en af de mange femstjernede anmeldelser kalder Ekstra Bladet blandt andet Malmros' film for "imponerende".

- "Sorg og glæde" er hans sidste film. Som derved sætter et enestående punktum for et værk, der samlet står som et af de bedste herhjemme nogensinde, skriver Henrik Queitsch.

B.T.'s Niels Lind Larsen stemmer i:

- Er det ikke hans bedste film, så er det utvivlsomt hans vigtigste, skriver han.

Jakob Cedergren og Helle Fagralid spiller hovedrollerne som ægteparret, der oplever den vel nok størst mulige sorg og ulykke i deres liv, og som på et nærmest håbløst fundament alligevel forsøger at nå frem til en gensidig og moden kærlighed.

DR's anmelder giver ligeledes fem stjerner og har følgeteksten: "En sjældent øjenåbnende kærlighedshistorie".

- Der findes film, man glemmer, så snart man har set dem, og film, der rumsterer i et par timer eller måske en uge, og så er der film, som bliver ved med at leve og måske endda vokse med én. For den her anmelder er "Sorg og glæde" absolut det sidste, skriver Per Juul Carlsen.

Fem stjerner giver også Kristeligt Dagblad, Politiken og Berlingske, hvor anmelder Louise Kidde Sauntved skriver, at filmen er "fortalt med en imponerende nænsomhed med fokus på de fine små nuancer og dybden i både tragedie og psykologi".

Jyllands-Posten er dog ikke en del af jubelkoret. Anmelder Nanna Frank Rasmussen nøjes med tre stjerner til Malmros. Hun mener, at filmen er en "mærkelig uengageret publikumsoplevelse", der snarere er tænkt som terapi for instruktøren selv.

Tonen er også anderledes skarp fra den anden side af Atlanten.

Det amerikanske medie The Hollywood Reporter skriver blandt andet, at filmen ikke er overbevisende.

- Stærk og nådesløs, men den mangler nuance og plausibilitet på trods af dens faktuelle fundament, skriver anmelder Jordan Mintzer.

Ifølge The Hollywood Reporter havde det hjulpet på bedømmelsen, hvis man som publikum kendte til instruktørens personlige liv i forvejen.

- Historien er tydeligvis taget fra Malmros' eget liv, men dette er kun indlysende for dem, der er bekendt med hans biografi i forvejen, eller for publikum, der venter på en fodnote i rulleteksterne, lyder det fra Jordan Mintzer.

/ritzau/

Dagens Gossip