To danske assister i New York is-drama

Ishockeyklubben New York Islanders med Frans Nielsen på holdet har de seneste mange sæsoner befundet sig i bunden af NHL-ligaen.

Men holdet har fået en fin start på den nye, forkortede sæson, og med tirsdagens 4-1-udebanesejr over Pittsburgh Penguins med superstjernen Sidney Crosby på holdet er Islanders nummer to i den meget stærke Atlantic Division.

Frans Nielsen havde pæn andel i sejren, selv om han ikke lavede nogen mål. Han assisterede dog ved to af New York-holdets scoringer og fik mere end 20 minutters spilletid.

Så meget istid kan hverken Peter Regin eller Lars Eller prale af. De spillede begge sekundære roller, da Ottawa besejrede Washington Capitals 3-2 og Montreal Canadiens slog Winnipeg Jets 4-3.

Philip Larsen derimod fik masser af is, men ingen point med hjem, da Dallas tabte 1-4 ude mod Detroit Red Wings.

San Jose Sharks besejrede Anaheim Ducks 3-2 og er sammen med Chicago Blackhawks de eneste hold, der endnu ikke har sat point til efter seks kampe i den nye sæson.

/ritzau/

 

Dagens Gossip