Danske asylcentre skal opfange radikaliserede personer

Skrevet af admin

17/11/2015

Mest læste i dag

Landets asylcentre skal holde øje med asylansøgere, som opfører sig mistænkeligt eller udtrykker sympati med terrorgrupper eller terrorhændelser.

Det oplyser Udlændingestyrelsen, som i kølvandet på attentaterne i Paris, har givet asylcentrene en fremskudt rolle i indsatsen for at opfange radikaliserede personer.

Her beder de asylcentrene om situationsrapporter og fremover løbende melde tilbage om eventuelle bekymringstegn blandt asylansøgere.

- Vi har netop på baggrund af terrorangrebet i Paris bedt asylcentrene om at give en situationsrapport vedrørende bekymrende reaktioner eller forhold blandt asylansøgerne, siger vicedirektør Lene Linnea Vejrum.

- Det drejer sig primært om enkeltpersoner eller grupper, der på den ene eller anden måde udviser sympati for terrorgrupper eller terrorhændelser.

I centrene skal de holde øje med, om nogle af asylansøgerne udtrykker sympati med terrorgrupper eller terrorhændelser, eksempelvis Islamisk Stat eller angrebene i Frankrig den 13. november.

Om de kommer med ekstreme ytringer eller trusler baseret på ideologiske eller politiske overbevisninger rettet mod mindretal eller minoritetsgrupper, eksempelvis baseret på religion, etnicitet, seksualitet.

Og generelt om der er andre mistænkelige eller bekymrende forhold eller reaktioner.

- De medarbejdere på centrene, der i deres daglige arbejde har en tæt kontakt med sårbare asylansøgere, kan være de første til at opfange bekymringstegn.

- Herunder ytringer eller adfærd, der kan være udtryk for radikalisering eller sympatier med voldelig ekstremisme. Og disse oplysninger har vi således bedt om at få, siger Lene Linnea Vejrum.

Udlændingestyrelsen vil i så fald tage kontakt til politiet.

- I vores sagsbehandling er vi i øvrigt fuldt opmærksomme på denne problemstilling, og hvis vi under asylsamtalen får oplysninger af relevans for politiet, vil vi underrette politiet.

/ritzau/