Danske Bank dropper landsholdet

Danske Bank stopper som landsholdets hovedsponsor to år før aftalens udløb.

Det lignede et perfekt ægteskab, da det danske fodboldlandshold og landets største bank, Danske Bank, i 2012 slog pjalterne sammen.

Men allerede efter halvandet år har den ene part bedt om skilsmisse. Danske Bank har ophævet samarbejdet med Morten Olsens mandskab med virkning fra 31. juli 2014. To år før hovedsponsoratets udløb.

- Vi er meget glade for vores samarbejde med DBU, der er en fremragende samarbejdspartner, og for landsholdet, der er et attraktivt sponsorat. Men vi er en bank med kunder i ni lande, og sidste år skiftede vi navn til Danske Bank på alle vores markeder. Fremover vil vi gerne indgå sponsoraftaler, der kan fungere på tværs af de nordiske markeder og ikke kun i Danmark, siger Jeppe Madsbad Lauritzen, chef for sponsorater i Danske Bank.

Banken har benyttet en såkaldt Escape-klausul i aftalen med DBU. Men i og med, at der i denne klausul er et opsigelsesvarsel, har DBU nu et år til at finde en ny hovedsponsor, der vil spytte millioner i dansk landsholdsfodbold. Helt præcis gav sponsoratet fra Danske Bank 16 millioner kroner årligt til DBUs kasse.

- Vi vil benytte de kommende måneder til en grundig research af markedet og samtidig give vores nuværende landsholdsprodukt et grundigt eftersyn. Og vi vil derfor ikke lægge os fast på hovedsponsorkonceptet, men være åbne overfor for nye muligheder. Vi har det seneste år udviklet vores portefølje i forhold til landsholdet og har investeret i analyser og undersøgelser. Det har givet os værdifuld viden og indsigt, som vi kan få glæde af i forbindelse med identifikation af en ny hovedsponsor. Dertil kommer vi til at kunne byde på rigtig mange positive scenarier fra næste sommer, lyder det fra Katja Moesgaard, administrerende direktør i DBU A/S.

DBU regner med at have en ny hovedsponsor på plads i løbet af foråret 2014.

 

 

 

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV