Danske Bank: Første kvartal uden nedskrivninger siden 2007

Skrevet af admin

22/07/2015

Mest læste i dag

Økonomisk medvind gør det lettere for Danske Banks kunder at holde trit med at afdrage på deres gæld. Helt usædvanligt byder storbankens regnskab for andet kvartal på en tilbageførsel på 219 millioner kroner på posten for nedskrivninger.

Det er første gang siden første kvartal 2007, at banken kan tilbageføre penge på posten i regnskabet for nedskrivninger, som ellers er en betegnelse for penge, som banken mister, fordi kunderne ikke kan afdrage på gælden.

- Trenden på nedskrivningsposten har de seneste 16 kvartaler været faldende. Men det er klart, at takten er øget betydeligt i den sidste tid, siger ordførende direktør i banken, Thomas Borgen, til Ritzau Finans.

Den positive overraskelse skyldes, at især erhvervskundernes økonomi er i bedring, og tidligere nedskrivninger dermed kan føres tilbage som positive tal på balancen.

Nedskrivningerne svinder ind som konsekvens af bedre økonomiske udsigter først og fremmest i Danmark, øgede ejendomspriser og et relativt lavt renteniveau, siger Thomas F. Borgen, men også løbende arbejde med at forbedre lånebogen har haft en betydning.

Til sammenligning havde Danske Bank nedskrivninger for 626 millioner kroner på posten i andet kvartal af 2014, og i første kvartal af 2015 viste posten nedskrivninger for 502 millioner kroner.

Analytikerne havde da også ventet nedskrivninger på 496 millioner kroner i andet kvartal ifølge analytikerestimatet indsamlet af Ritzau Estimates, men det endte altså med et plus på 219 millioner kroner.

Ingen af de 11 analytikere, der følger banken tæt og bidrog til estimatet, havde turdet gætte på mindre end 415 millioner kroner i nedskrivninger, og de ramte altså alle mindst 634 millioner kroner ved siden af.

Set over hele første halvår står nedskrivningsposten i Danske Bank samlet på 283 millioner kroner. Det er et fald på 78 procent.

/ritzau/