Danske Bank ikke i form til fusion

Rygterne om en fusionen mellem de to nordiske storbanker Danske Bank og svenske SEB bliver højst sandsynligt ikke til virkelighed.Dels rygtes snart den ene snart den anden konstellation af nordiske storbanker med jævne mellemrum, dels er Danske Bank stadig for svag til rigtig at være en eftertragtet partner.

»På den ene side, kan Vi ikke udelukke muligheden for synergieffekter mellem de to banker. På den anden side er det noget, vi har hørt så mange mange før med forskellige konstellationer med de nordiske storbanker. Det er ikke det samme som at det ikke sker, men der er et stort element af drengen, der råber ulven kommer, i det her,« siger bankanalytiker Christian Hede, Jyske Bank.

Bjørn Schwarz, aktieanalysechef i Sydbank er enig.

»SEB har fra tid til anden været nævnt som konsolideringspartner i en eller anden nordisk koncern.

Nordea, Swedbank og Handelsbanken har alle været nævnt, men hver gang har man enten ikke været i den rigtige form, eller også har partneren ikke været i den rigtige form. Det er heller ikke tilfældet nu,« siger Bjørn Schwarz.

Forholdet mellem SEB og Danske Bank er simpelthen for ulige, mener han.

»SEB er i god form, Danske bank står nede i træningslokalet, og der går noget tid, før de er i storform. De er på vej, men lige nu er det ikke oplagt,at de fusionerer,« siger Bjørn Schwarz.

Meningen med fusionen, som rygtedes i den svenske avis Dagens Industri skulle stille de to banker stærkere i konkurrencen med storbanken Nordea, og både Christian Hede og Bjørn Schwarz kan godt se muligheden for, at der ville kunne opnås synergieffekter mellem de to institutter.

»Det ville give en spiller der rykker tættere på Nordea og får en stærkere og større del af erhvervssegmentet samt en større geografisk dækning. Danske Bank er for eksempel også til stede i Baltikum, men slet ikke med samme styrke som SEB,« siger Bjørn Schwarz.

Rygterne om fusion fik for alvor liv torsdag, da den svenske avis Dagens Industri beskrev forhandlinger om en hemmelig aftale mellem Danske Bank og SEB.

Rygterne er næret af et udpræget personsammenfald mellem de to institutter.

Dagens Industri mener at vide, at topchefen i kapitalfonden Investor, som ejer en femtedel af SEB, samt topchefen i EQT, begge mener, at banken er for lille sammenlignet med konkurrenten Nordea.

Efter ni år i spidsen for SEB spås administrerende direktør Annika Falkengren en fremtid som topchef i netop Investor, mens Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen ikke alene har en fortid i EQT, han har også arbejdet mange år i SEB, senest som chef for bankens corporate finance-aktiviteter fra 2000 til 2003.Derudover nævnes SEBs Mats Torstendahl, blandt de mulige kandidater til at overtage efter Annika Falkengren, og som tidligere var Sverige-chef for Danske Bank.

Danske Bank har siden 23. oktober haft en ny mand i spidsen i form af nordmanden Thomas Borgen. Han overtog efter Eivind Kolding, der blev fyret fra en bank i dybe imageproblemer, og som vurderes at være meget langt fra at kunne nå de 12 procent i egenkapitalforrentning, som er bankens finansielle målsætning.

Danske Bank-aktien ligger i plus 1,2 procent ved middagstid torsdag.

 

Dagens Gossip

Dagens TV