Danske Bank: Renterne stiger først i 2015

Det går lidt bedre med økonomien, end ventet. Det er Danske Bank, der nu ser gunstigere på udviklingen i euroområdet end tidligere.

Banken venter en negativ vækst i år på 0,4 procent - det er 0,2 procentpoint højere end ved seneste prognose.

- Global økonomi skifter op i et højere gear i 2014, da den udviklede del af verden tager et afgørende skridt ud af de seneste års vækstkrise. Særligt Europa og USA vil vinde styrke, skriver bankens chefanalytiker Allan von Mehren i prognosen "The Big Picture".

Og der kommer endnu mere gang i hjulene til næste år. Tidligere forventede banken en vækst på en procent - men det skøn er nu vokset til 1,3 procent.

Og selv om der kommer mere gang i økonomierne, er der ikke umiddelbart grund til, at renterne også stiger.

Danske Banks forventninger er, at inflationen generelt er lav, og det vil understøtte væksten og giver mulighed for, at centralbankerne kan holde lave renter i lang tid endnu til gavn for væksten.

- Inflationen i den vestlige verden forventes at holde sig lave i mange år fremover på grund af fortsat høj arbejdsløshed og stort set intet prispres fra globale råvarepriser, skriver Allan von Mehren.

- Det giver centralbankerne mulighed for at holde renterne lave i lang tid fremover, og vi forventer at vi skal frem til 2015 før vi ser de første spæde rentestigninger fra Federal Reserve og den Europæiske Centralbank, skriver chefanalytikeren i prognosen.

/ritzau/

Dagens Gossip