Danske Bank satser på lyngodkendelser af boligkøb

Skrevet af admin

23/09/2015

Dagens topnyheder

Det går stærkt med køb og salg på det danske boligmarked, hvor gode lejligheder kan blive revet væk på under et døgn.

Derfor er der også kamp om køberne blandt de danske pengeinstitutter, hvor seneste forsøg på at få købernes opmærksomhed er en ny digital satsning fra Danske Bank.

Sunday er navnet på den nye digitale platform, hvor boligsøgende kan se tilbud, realitetstjekke boligdrømmene og få en godkendelse til drømmelejligheden inden for få minutter af banken.

- Når man beslutter sig, har man brug for at få hurtigt svar fra banken på, at man også kan låne pengene. Der har man ikke lyst til at vente syv dage, før banken vender tilbage, siger Simon Haldrup, chef for Sunday.

Det digitale univers er adskilt fra Danske Banks hjemmeside og er renset for taltunge forklaringer.

Men det gør ikke banken bekymret for, at den nemme adgang til en godkendelse fra banken får folk til at fare for hurtigt frem:

- I tillæg til den digitale ydelse har vi et dedikeret trænet team klar ved telefonerne, så man ikke kommer til at kaste sig ud i noget, man fortryder.

- Og som en bagstopper bruger Sunday præcis de samme kreditvurderingsprincipper, som Danske Bank ellers bruger, siger Simon Haldrup.

Ifølge Danske Bank er den nye satsning for alle bankkunder, ligesom det er set med Mobilepay. Men købsgodkendelsen er kun mulig at få fra Danske Bank.

Det er kun fem dage siden, at Sydbank, Nykredit Bank, Arbejdernes Landsbank og Spar Nord lancerede hjemmesiden bolighed.dk, hvor brugere kan få et kvalificeret skøn over, hvor meget deres egen eller naboens ejendom er værd.

Dermed er konkurrencen om boligkøbernes opmærksomhed i den grad skærpet på nettet. Begge hjemmesider forventes også snart at være tilgængelig som mobile apps.

/ritzau/