Danske Bank: Væksten i Danmark er langt fra fantastisk

Skrevet af admin

29/02/2016

Dagens topnyheder

Det danske bruttonationalprodukt steg med blot 1,2 procent i 2015. Det er svagt og kan knapt omtales som et opsving. Det vurderer en stribe økonomer, deriblandt Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

- Det er ikke rigtigt fantastisk og nok også til den lave side i forhold til, hvad det har været, når vi kigger nogle år tilbage.

- Men verden har ændret sig, så hvis vi kigger på, hvordan det ser ud i dag, er det nok ikke så dårligt igen, siger Las Olsen.

Mens en vækst på 1,2 procent fortsat ikke er prangende, er store dele af Europa ramt af lavvækst oven på den dybe økonomiske krise, der ramte kontinentet efter finanskrisen i 2008.

- Vi er klart under, hvad vi så af vækst før krisen. Og det er en af de ting, der skuffer under det opsving, vi trods alt har nu.

- På positivsiden bliver der skabt ganske mange job i Danmark, selv om BNP ikke stiger særligt meget, siger Las Olsen.

Mandagens tal viser, at beskæftigelsen er steget med 1,1 procent i 2015, en solid fremgang. Det betyder, at 2,8 millioner danskere var i job ved udgangen af 2015. At BNP ikke følger med indikerer til gengæld, at den enkelte beskæftigede ikke skaber den samme værdi.

- Produktiviteten falder, og det er meget bekymrende. For det er ikke det, at vi arbejder mere, der er den bedste måde at blive rigere på. Det er, at vi bliver bedre til det, vi laver.

- Og lige nu viser tallene, at vi ikke får så meget ekstra indkomst ud af vores arbejde. Hvis vi gerne vil blive rigere, skal vi have produktiviteten op, siger Las Olsen.

På linje med så godt som alle andre økonomer venter Las Olsen, at tendensen for 2015 vil fortsætte i 2016.

- Vi skal være heldige overhovedet at få samme vækst i 2016 som i 2015, som det ser ud lige nu.

- Men hvis det betyder, at vi igen får én procent flere i job, er det ikke så tosset konjunkturmæssigt. Men strukturelt vil det være rart, hvis vi kan komme højere op i fart, siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

/ritzau/