Danske Banks image skraber bunden

Høje gebyrer, Netto-gule skilte, prætenciøse reklamer og ansvarsforflygtigelse har sendt landets største bank eftertrykkeligt i kundernes skammekrog.

Aldrig tidligere har en virksomhed i Danmark scoret så lavt i Voxmeters image-måling, der er udført for Epn.dk.

Danske Bank får 4.649 point ud af 11.000 mulige. De tre bedste banker i undersøgelsen scorer omvendt 6.656 point i gennemsnit.

- Ja, vi har aldrig før set så dårlig en score - uanset hvilken branche vi taler om. Hvis Danske Bank var en virksomhed i en sektor med større kundemobilitet, ville den derfor ikke overleve særlig længe. Så alvorligt er det, siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter til Epn.dk.

100.000 privatkunder har allerede forladet Danske Bank i 2012. Og en del af dem har været tilsætning for banken. Men også de kunder, som banken tjener penge på, er dybt utilfredse.

- Bankens ledelse prioriterer tilsyneladende store, flotte imagekampagner, hvor banken forklarer kunderne og danskerne, hvordan verden ser ud, i stedet for at tage udgangspunkt i, hvordan kunderne ser verden, siger Christian Stjer til Epn.dk.

Han henviser dermed til reklamekampagnen New Standards, der blandt andet har fået hård kritik for at foregive, at banker nu omfavner demonstranter fra Occupy Wall Street-bevægelsen.

Ifølge Jess Myrthu, der er adm. direktør i kommunikationsfirmaet Jøp, Ove & Myrthu, bør ledelsen i Danske Bank tage den dårlige stemning meget alvorligt.

- I øjeblikket bliver Danske Bank betragtet af omverdenen som en fiasko, og det kan være alvorligt på sigt. Normalt er man nemlig ret trofast over for sin bank, men kunder - også de gode - bliver lettere at flytte pga. Danske Banks dårlige image, siger Jess Myrthu, adm. direktør i Jøp, Ove & Myrthu, der er mangeårig kommunikationsrådgiver for finansielle virksomheder.

Kilde: Epn.dk

 

Dagens Gossip