Danske Bestseller giver 112 millioner til velgørenhed

Indtægter fra de varer, som blev solgt fredag i en af Bestsellers butikker eller webshops, går til et velgørende formål.

Den danske modevirksomhed har nemlig doneret hele sin globale omsætning 10. april til velgørenhed.

Det løber op i 112 millioner kroner, som blandt andet går til Red Barnet, Unicef og GAIN (Den Globale Alliance for bedre ernæring).

- Det samlede resultat overstiger alle vores forventninger, og vi kan slet ikke vente med at få pengene ud og arbejde for de børn, vi er sat i verden for at hjælpe, siger Steen M. Andersen, generalsekretær i Unicef Danmark, i en pressemeddelelse.

Unicef Danmark vil bruge sin andel af pengene til at bekæmpe malaria i Angola, Kenya og DRCongo.

Red Barnet modtager både penge til det nationale projekt "Plads til alle" og til et internationalt projekt, der skal sikre bedre forhold for børn på kinesiske kostskoler.

- For Red Barnet er det her en historisk stor donation. Vi får helt nye muligheder for at hjælpe mange af de dårligst stillede børn i både Danmark og Kina, siger generalsekretær i Red Barnet, Mimi Jakobsen.

Takket være donationen fra Bestseller kan GAIN bidrage til at forebygge fejl- og underernæring i Indien.

- Donationen giver os en fantastisk mulighed for at skabe en sundere fremtid for rigtig mange børn i Indien, hvor næsten halvdelen af alle børn lider af kronisk underernæring, siger Charlotte Pedersen, Senior Advisor i GAIN.

Det er første gang, at Bestseller har doneret én dags global omsætning til velgørenhed.

- Vi er utrolig stolte over det samlede resultat og har oplevet et enormt engagement blandt vores medarbejdere, kolleger og ikke mindst vores kunder, som har gjort det hele muligt, siger Mogens Werge, CSR- og kommunikationsdirektør hos Bestseller.

/ritzau/

Dagens Gossip