Danske betjente har bedre vilkår end skandinaviske naboer

Danske politibetjente har på flere punkter bedre arbejdsforhold end deres kolleger i Sverige og Norge.

Det viser en gennemgang, som Politiken har lavet af arbejdstidsreglerne for politikorpsene i de tre lande.

På særligt to punkter har de danske betjente bedre vilkår.

I Danmark bliver vagtplanen for betjentene "låst" fire uger før første vagt. Hvis der bliver ændret i vagtskemaet senere end det, udløser det kompensation til betjenten - typisk i form af afspadsering.

I Sverige bliver vagtplanen først låst en uge frem i tiden, i Norge to uger.

For danske betjente er det desuden aftalt, at en ordinær fridag skal vare mindst 36 timer. Hvis en fridag bliver forkortet, udløser det kompensation.

I politikorpsene i Sverige og Norge er længden på fridage kortere, og afkortning kompenseres med mindre afspadsering end i Danmark.

I en analyse bestilt af Justitsministeriet pegede et konsulentfirma i 2010 på låsning af vagtskema og fridagslængden som to af de arbejdstidsbestemmelser, der er allerdyrest for dansk politi.

- Den samlede omkostning som følge af overarbejde, tilkald, inddragede og for korte fridage samt vagtomlægninger kan opgøres til 648 årsværk, konkluderede Deloitte-rapporten ifølge Politiken.

Der er ikke lavet lignende beregninger siden, men Rigsrevisionen oplyste tidligere i år, at politiets ledelse har gjort meget for at forbedre vagtplanlægningen. Derfor er omkostningerne formentlig faldet.

I disse uger forhandler politikerne på Christiansborg om politiets økonomi for de kommende år.

Partierne er enige om, at der skal findes penge til ekstra betjente, men det er ikke en god idé at røre ved betjentenes arbejdstidsregler, mener juraprofessor Henrik Stevnsborg, som forsker i politi ved Københavns Universitet.

- Der er tale om velerhvervede rettigheder, som betjentene har forhandlet sig til, og det vil kun skabe modvilje, hvis man forringer de vilkår. Det vil være ufornuftigt at gøre i en periode, hvor dansk politi i forvejen er presset, siger han til Politiken.

Adam Diderichsen, politiforsker ved Aalborg Universitet, tror heller ikke, at politikerne kommer til at røre ved arbejdstidsreglerne, da det er et overenskomstspørgsmål.

/ritzau/

Dagens Gossip