Danske bilkøbere fortsætter med at være i forårshumør

Skrevet af admin

04/05/2015

Dagens topnyheder

Det samlede bilsalg er i fortsat vækst, om end april endte 14 procent under forrige måneds absolutte rekord, oplyser De Danske Bilimportører i en pressemeddelelse.

Ses der på april i år, endte salget 5,8 procent over april sidste år. Samtidig medførte de første fire måneder i år en fremgang på 5,5 procent over sidste år.

Tendensen gælder for personbiler, varebiler og lastbiler, og tendensen er mere markant for de erhvervsmæssige vare- og lastbiler, oplyser brancheorganisationen.

- Vi betragter tallene som et klart tegn på fortsat optimisme i samfundet som helhed og specielt som et utvetydigt tegn på større aktivitetsniveau i erhvervslivet, siger Gunni Mikkelsen, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

På samme måde bekræfter april tendensen til, at danskerne stadig køber lidt større biler, forklarer Gunni Mikkelsen.

/ritzau/