Danske bordtennisherrer åbner EM med sikker sejr

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

De danske bordtennisherrer kom fredag godt i gang med jagten på oprykning til Europas øverste division.

I den første af tre gruppekampe ved EM i russiske Ekaterinburg vandt Danmark med 3-0 over Luxembourg.

Jonathan Groth slog Cheng Xia med 3-0, mens Kasper Stjernberg var lige så overbevisende i sit opgør mod Eric Glod.

I den sidste kamp vandt Mikkel Hindersson 3-1 over Luxembourgs Mike Bast, der ellers fik en god start, da han nappede første sæt.

Danskerne møder fredag klokken 16.00 Slovenien, mens Litauen venter lørdag klokken 13.00 i den sidste gruppekamp.

Danmark kæmper i den næstbedste division, der tæller nationerne fra nummer 17 til 32. To lande kan sikre sig oprykning.

Danmarks største bordtennisstjerne, Michael Maze, er også rejst med til EM, men han deltager blot i den individuelle turnering.

/ritzau/