Danske bosser fik kæmpebonus under SAS-kaos

Mens forhandlingerne rasede mellem SAS og kabinepersonalets fagforbund, indkasserede flere danske topchefer klækkelige bonusser.

Det skriver Berlingske Business.

Ifølge avisen har den norske avis Verdens Gang i dag afsløret navnene på de 18 skandinaviske chefer, som under forhandlingerne fik tildelt betragtelige bonusser for at blive i koncernen.

Heriblandt er fem danske topchefer, som allesammen kunne indkassere bonusser på over en halv million per mand. Tilsammen fik de danske chefer tilsammen over tre millioner kroner.

Ifølge Berlingske Business blev aftalerne indgået i juni 2012. De garanterede, at topcheferne ikke måtte forlade SAS, før de fik udbetalt bonusserne i slutningen af året. På den måde sikrede man, at cheferne forblev i virksomheden, mens de voldsomme lønforhandlinger stod på.

Den danske chef, der fik allermest, nemlig 850.000, har siden forladt SAS. Det drejer sig om den tidligere HR-direktør for hele selskabet, Henriette Fenger Ellekrog.

SAS har mødt stærk kritik fra fagforeningerne for det øvrige SAS-personale, efter det tidligere på måneden kom frem, at de gav bonusser til cheferne, mens resten af personalet måtte gå kraftigt ned i løn.

Kilde: Berlingske Business

 

Dagens Gossip