Danske bueskytter vinder guld ved World Cup-stævne

Skrevet af admin

15/08/2015

Dagens topnyheder

Det danske herrehold i bueskydningsdisciplinen compound viste søndag endnu engang international topklasse.

Ved et World Cup-stævne i den polske by Wroclaw vandt trioen med Stephan Hansen, Patrick Laursen og Martin Damsbo finalen over ærkerivalen USA.

Det oplyser Bueskydning Danmark i en pressemeddelelse.

Dermed gentog danskerne sejren fra sidste år, og det glæder sportschef Allan B. Grønkjær.

- De tre danske skytter er verdens bedste i disse år. Det sidste år har Danmark været i medaljefinale ved World Cup og VM fem gange i træk.

- Høsten er tre guldmedaljer og en sølvmedalje ved World Cup og VM-bronze på hjemmebane for et par uger siden. Det er helt fantastisk, siger sportschefen.

I finalen begyndte amerikanerne bedst, men blev siden sat under pres af danskerne. Danmark vandt kampen med 235-232.

For Stephan Hansens vedkommende betyder det endnu mere guld til sensommerens samling. Ved VM i København i vandt han guld i den individuelle konkurrence 1. august.

Compound er ikke en olympisk disciplin.

/ritzau/