Danske C20-aktier i historisk stigning

Skrevet af admin

10/02/2016

Dagens topnyheder

Det gode humør er - i hvert fald for en dag - vendt tilbage på det danske aktiemarked.

Eliteaktieindekset C20 Cap lukker onsdag med en stigning på 4 procent i kurs 918,82.

Det er højeste stigning på en handelsdag i indekset historie. Den tidligere dagsrekord blev sat 17. oktober 2014 og var på 3,78 procent.

Indekset over de 20 mest handlede danske aktier slår stigningsrekord, efter at aktierne har taget en tur nedad med fald flere dage i træk.

Mandag faldt C20 Cap med 5,4 procent, som er det største fald på én dag, siden indekset blev oprettet i 2011.

- Markedet rebounder oven på de seneste dages store fald, men det er ikke fordi, man kan knytte stigningen op på noget specifikt, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til Ritzau Finans.

- I manges øjne er aktierne nok faldet for meget, og nu er nervøsiteten forsvundet for en stund, siger han.

Den kraftige medvind på det danske aktiemarked kommer på en dag, hvor C20-kæmper som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg og DSV har fremlagt årsregnskab.

C20-indeksets højdespringer var DSV, som gik 9,3 procent frem til 252,20 kroner. Transportkoncernens regnskab for sidste kvartal af 2015 var nogenlunde i overensstemmelse med det ventede.

Bryggerigiganten Carlsberg overraskede og leverede i fjerde kvartal et overskud på den primære drift (EBIT) før særlige poster på 1409 millioner kroner mod ventet 1383 millioner kroner.

Carlsberg-aktien steg 4 procent til 569,50 kroner.

Derimod sank A.P. Møller-Mærsk til bunds i C20 Cap med et fald på 3,6 procent til 7875 kroner for B-aktiens vedkommende.

A.P Møller-Mærsks regnskab for fjerde kvartal viste tydeligt, at virksomheden har været udfordret af den lave oliepris og de pressede fragtrater.

Det medførte et overraskende stort fald i omsætningen og en milliardnedskrivning i Maersk Oil.

/ritzau/