Danske cabotageregler kan ende ved retten

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen har torsdag sendt en åbningsskrivelse til Danmark for brud på EU's regler om cabotagekørsel, der er reglerne for udenlandske chaufførers kørsel med varer på andre medlemslandes territorium. Det erfarer Ritzau.

Åbningsskrivelsen og meddelelsen om, at den er sendt af sted, er ikke meldt offentligt ud.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om to tvister om Danmarks fortolkning af reglerne.

Kommissionen mener dels, at de danske bøder for overtrædelse af cabotagereglerne er uforholdsmæssigt høje. Og dels at der ikke er hjemmel i den nuværende EU-lovgivning for de krav til dokumentation for kørslen, som de danske myndigheder stiller ved razziaer på landevejene.

En åbningsskrivelse er EU-Kommissionens første officielle meddelelse om, at den mener, at et EU-medlem handler i strid med EU-traktaterne. Sammen med åbningsskrivelsen er der typisk en frist på nogle måneder for, hvornår landet skal have rettet ind, hvis man vil undgå, at det kommer til en egentlig retssag ved EU-Domstolen

Transportminister Magnus Heunicke (S) holder sommerferie og kan derfor ikke forholde sig til skrivelsen, men han har tidligere erklæret sig klar til et juridisk slagsmål mod kommissionen.

- Vi er parat til at tage det hele vejen til EU-Domstolen. Hvis reglerne er tågede, så er det EU-Kommissionens problem, sagde Heunicke til Ritzau tilbage i april, hvor han var i Paris for at drøfte cabotageproblematikken med den franske transportminister.

Siden har Danmark sammen med 10 andre EU-lande rettet henvendelse til kommissionen med ønske om at få præciseret de cabotageregler, som Danmark altså nu er kommet i konflikt med.

EU valgte at undersøge de danske regler, efter at regeringen sidste år skærpede indsatsen mod ulovlig cabotagekørsel med højere bøder, nye kontrolmetoder og en strammere definition af en international lastbiltur.

Cabotagekørsel dækker over de tre indenrigstransporter, som udenlandske lastbiler har lov til at foretage inden for syv dage efter, at de har afsluttet en international transport i et andet medlemsland.

Disse regler bliver ifølge regeringen misbrugt af udenlandske chauffører, som kører til en langt lavere løn, end de danske overenskomster foreskriver.

/ritzau/