Danske curling-herrer taber og rykker ned

Skrevet af admin

26/11/2014

Mest læste i dag

Ikke ret meget har fungeret for Danmarks mandlige curlinglandshold ved EM i Champéry i Schweiz.

Onsdag tabte holdet 7-8 til Italien og er nu definitivt sikker på at rykke ud af det bedste selskab. Danskerne misser næste års VM og skal spille i B-gruppen ved næste EM.

Den skæbne blev beseglet, da skipper Rasmus Stjerne kun havde held til at fjerne en af to italienske sten, da han satte sidste sten i 10. ende onsdag.

Danskerne havde ellers ført med 7-5 efter syvende ende, men et enkelt point til italienerne i de resterende var nok til at sikre sejren.

Mens danskerne hang med hovederne, var der store smil hos modstanderne, for sejren sikrede Italien en plads i medaljekampen for første gang i 19 år.

De danske mænd har kun vundet en af deres foreløbigt otte kampe. Rasmus Stjerne og holdet mangler stadig den sidste kamp onsdag aften mod værtsnationen Schweiz, men kampen kommer kun til at afgøre, om Danmark bliver nummer 9 eller 10.

Danmarks kvinder har stadig mulighed for at spille sig ind i kampen om EM-medaljer.

/ritzau/