Danske curlingherrer kan lugte VM-medaler

Mandag blev en god dag for skipper Rasmus Stjerne og hans mandskab, der udgør Danmarks landshold ved VM i curling for mænd.

Danskerne vandt begge sine kampe på dagen, senest ved at besejre naboerne fra Norge med 7-5 i en kamp, der sluttede uafgjort 5-5 efter 10 ender.

Forleden tabte kvartetten til Skotland i en lignende situation, men denne gang var det dem, der havde retten til at sætte sidste sten, og den blev udnyttet til at lave to kampafgørende point mod et hold, der ellers plejer at trække det længste strå mod Danmark.

- Det er et af de hold, der normalt er med til at spille om medaljer, så de er absolut rigtigt dygtige.

- Men vi havde lidt mere stød i den denne gang, end vi plejer at have mod Norge. Bliver ved med at opsøge heldet, så kommer det også på et tidspunkt, siger Rasmus Stjerne via mobiltelefonen til Ritzau.

Da det samtidig lykkedes at vende 0-4 til en 8-6-sejr over Rusland tidligere på dagen, er Danmark pludselig rigtigt godt med i kampen om en plads i medaljekampene.

Sejrene sender danskerne helt op på en delt femteplads efter fem af i alt 11 kampe.

- De sidste fire en halv kampe har været gode. Vi kom skidt fra start i den første og tabte derefter en tæt kamp til et af verdens to bedste hold. Men nu begynder det at se fornuftigt ud, siger Stjerne.

Natten til onsdag dansk tid venter yderligere to opgør mod henholdsvis Tjekkiet og Japan, der begge ligger i den tunge ende af tabellen.

- Vi har været nødt til at fokusere på én kamp ad gangen, og det bliver også sådan, at vi griber de næste kampe an. Så må vi se, hvad det rækker til.

- Holdene her har vist sig at være meget jævnbyrdige, så der er ingen nemme kampe. Det handler bare om at være til stede og levere det maksimale, siger skipperen.

Ud over VM-medaljer er der også OL-kvalifikation på spil ved verdensmesterskaberne, der foregår i byen Victoria på den canadiske vestkyst.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV