Danske curlingkvinder skal udvikle sig ved gratis VM

Skrevet af admin

13/03/2015

Mest læste i dag

Udvikling frem for resultater. Sådan lyder mantraet for det danske curlinglandshold for kvinder forud for VM i Japan, der begynder lørdag.

Turneringen har ingen betydning for kommende slutrunder eller OL i 2018, hvor holdet er udset til at kulminere.

- Vi går ind til turneringen uden de helt store forventninger. Vi befinder os i en opbygningsfase med nye spillere efter en OL-sæson, og da der ikke er OL-point på spil, er VM gratis på den måde.

- Det bliver mere end noget andet et lærings- og forberedelses-VM, hvor vi vil have fokus på det lange løb, siger curlingforbundets sportschef, den tidligere elitespiller Ulrik Schmidt.

Han blev ansat sidste år med henblik på, at både kvindernes og herrernes landshold skal kæmpe med om medaljer ved OL i Pyeongchang i 2018.

I samme forbindelse blev forbundet opgraderet til et såkaldt internationalt eliteforbund med øget støtte fra Team Danmark.

- Spillerne har indtil videre mærket det ved, at vi har haft tekniske trænere tilknyttet hen over vinteren. Den tekniske del er blevet lagt markant om, og det ser lovende ud, men den virkelige effekt vil man nok først opleve næste år, siger sportschefen.

Ligesom ved EM i november sidste år består det danske hold af skipper Lene Nielsen, Stephanie Risdal Nielsen, Jeanne Ellegaard og Charlotte Clemmensen samt reserven Isabella Clemmensen.

Da sluttede Danmark som nummer fire med den nye konstellation, men selv om holdet har kunnet udvikle sig yderligere siden, er det ikke realistisk at slutte blandt de fire bedste ud af de 12 deltagere ved VM.

- Vi er ikke på semifinaleniveau. En midterplacering er mere realistisk, da Kina, Japan, USA og Canada er med i forhold til EM.

- Vi har haft stor fokus på den tekniske del helt op til VM, hvor man normalt ville fokusere på spilsituationer. Det er en investering, som kan give bagslag ved dette VM, siger Ulrik Schmidt.

Danmark indleder VM-turneringen mod Skotland lørdag klokken 11 dansk tid.

/ritzau/