Danske curlingkvinder taber igen ved EM

Mandag blev en skidt dag for det kvindelige danske curlinglandshold, der deltager ved EM i Stavanger i Norge.

Mandag aften løb Danmark ind i det andet nederlag på stribe, da Sverige vandt det interne nordiske møde med 6-4.

Danskerne opgav før den sidste af de planlagte 10 ender.

Danmark førte 1-0 efter to ender, men herefter overtog svenskerne initiativet.

Det svenske hold vandt ved sidste års EM bronzekampen over Danmark.

Efter nederlaget er skipper Lene Nielsens mandskab noteret for to sejre og tre nederlag hidtil i grundspillet.

Tidligere mandag tabte det danske hold hele 1-10 til Skotlands verdensmestre.

Danskerne opgav efter seks ender, da skotterne havde tiltvunget sig den store føring.

Danmark skal tirsdag møde Letland og Ruslands forsvarende europamestre.

/ritzau/

Dagens Gossip