Danske curlingkvinder tager tredje sejr i træk

Skrevet af admin

16/02/2014

Mest læste i dag

Det kvindelige danske curlinglandshold har for alvor fundet formen ved OL i Sotji.

Med en 7-3-sejr over Sydkorea tog danskerne søndag den tredje sejr på stribe, og holdet viste igen, at det usikre spil i starten af turneringen ikke var danskernes virkelige niveau.

Skipper Lene Nielsen leverede en velovervejet og afklaret indsats, og danskerne var ikke bange for at spille defensivt i kampens første halvdel og i stedet vente på det rette øjeblik til at straffe sydkoreanerne.

Efter 1-2 ved pausen vandt Danmark sjette ende med 2-0 og syvende ende med hele 3-0, og dermed var danskerne i en fordelagtig position mod et sydkoreansk hold, der i perioder havde problemer med at få den rigtige længde på stenene.

Danskerne var i spidsen med 7-3 før den sidste ende, hvor det altså udelukkende handlede om at undgå at tabe med fire point eller mere.

Det lykkedes uden problemer, og dermed holdt Danmark liv i et papirtyndt håb om en plads i semifinalen.

/ritzau/