Danske elever er ankommet i god behold til Kathmandu

De ni danske højskoleelever, som siden lørdag har været strandet i et resort i det jordskælvsramte Nepal, er nu ankommet til Mellemfolkeligt Samvirkes højskole i Kathmandu.

Dermed er alle organisationens 11 højskoleelever samlet. Det oplyser Mellemfolkeligt Samvirke i en mail til Ritzau.

- Gruppen er ankommet til Mellemfolkeligt Samvirkes højskole i Kathmandu med bus efter at have været strandet i et resort 150 kilometer nordøst for Kathmandu siden jordskælvet i lørdags, siger organisationens pressechef, Mikala Satiya Rørbech.

Hun fortæller, at Mellemfolkeligt Samvirke gør alt, hvad de kan for at tage sig af de unge.

- De har været ude for nogle barske oplevelser og er ret chokerede over de voldsomme ødelæggelser, de har set på deres vej tilbage til hovedstaden.

- De bliver tilset af en læge, og vi sikrer dem professionel hjælp og omsorg. De har brug for ro til at vurdere situationen, siger hun.

Mellemfolkeligt Samvirke har i alt 35 unge frivillige og højskoleelever i landet. Nogle af dem har ytret ønske om at komme hjem, men grundet et store pres på lufthavnen er ingen af dem endnu på vej hjem.

Mellemfolkeligt Samvirke beder journalister respektere, at de unge og deres pårørende står i en meget speciel situation og opfordrer derfor pressen til at henvende sig til organisationens pressetjeneste.

Først mandag fik Mellemfolkeligt Samvirke kontakt til de ni danske højskoleelever, som var på udflugt til adventureparken The Last Resort.

Jordskælvet, der ramte Nepal i lørdags, blev ifølge USA's Geologiske Overvågning (USGS) målt til 7,8, og ifølge nyhedsbureauet AFP er dødstallet nu over 5000.

Ifølge Udenrigsministeriet mangler man stadig at få kontakt til 21 af de 280 danskere, der opholder sig i Nepal.

/ritzau/

Dagens Gossip