Danske EM-billetter revet væk

Billetsalget til EM startede officielt mandag formiddag kl. 10.00, og der var med det samme en massiv efterspørgsel på at se Ulrik Wilbeks mandskab i aktion.

Status kl.16.30 mandag var, at Dansk Håndbold Forbund havde solgt 69.800 billetter til EM-slutrunden - heraf 49.000 til Danmarks kampe i den indledende pulje og i mellemrunden, som alle spilles i Jyske Bank Boxen i Herning, der har en tilskuerkapacitet på 13.300.

- Vi fik ekstraordinært lov til at sælge 27.000 billetter til Danmarks kampe i januar, og det skal man selvfølgelig tage med i betragtningen. Men vi er rigtig glade for den start, vi har fået på billetsalget. Vi har et mål om samlet at nå 150.000 solgte billetter til slutrunden, og vi er allerede halvvejs efter første dag. Det er ret stærkt gået, og vi er meget optimistiske, siger Anders Sørensen, der er billetansvarlig i DHF.

Den mest populære kamp indtil videre er den første i Danmarks mellemrunde, hvor der er lagt op til gentagelse af VM-finalen mellem de danske værter og Spaniens verdensmestre. Her er alle tilgængelige billetter revet væk - men der kan på et senere tidspunkt åbne sig en ny mulighed for danske håndboldfans.

- EHF (det europæiske håndboldforbund, red.) kræver, at vi i første omgang tilbageholder 10 procent af billetterne til Danmarks kampe til de udenlandske forbund. Derfor er der rent teknisk ikke udsolgt endnu, da der vil blive udbudt billetter senere, hvis ikke de udenlandske forbund vil gøre brug af alle de billetter, de er tildelt, forklarer billetansvarlig Anders Sørensen.

Til semifinalerne og finalen var der lørdag solgt henholdsvis 5.600 og i 9.300 billetter. Udover Herning spilles der kampen i Aarhus, Aalborg og Brøndby.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip