Danske EM-klask til Ungarn sikrer plads i semifinalen

Skrevet af admin

20/01/2014

Dagens topnyheder

De danske håndboldherrer er klar til EM-semifinalerne efter en overbevisende sejr på 28-24 mandag aften over Ungarn.

Selv om der endnu resterer en enkelt kamp i mellemrunden, så er landstræner Ulrik Wilbeks mandskab sikre på at gå videre fra førstepladsen, selv om det skulle ende med et nederlag på onsdag til Island.

Mikkel Hansen og holdkammeraterne leverede endnu en gang en fremragende præstation i et opgør, hvor de ungarske modstandere blot hang på i omkring 20 minutter.

Ungarn var på forhånd udråbt som et hårdtarbejdende hold med Paris-spilleren Gabor Zsaszar som omdrejningspunktet. Den analyse viste sig at holde stik.

Med 14.000 højtråbende tilskuere i Boxen imod sig fik ungarerne rystet en dansk superstart af sig. 1-4 blev vendt til en ungarsk føring på 7-6, hvilket indikerede, at Ungarn kunne blive en hård nød at knække. En timeout fra Wilbek fik EM-værterne tilbage på sporet.

I minutterne frem mod pausen begyndte et stærkt dansk kollektiv med Niklas Landin i målet at trække fra. Forsvaret fik generelt lukket godt af, og Landin fik nemt sat armene i vejen for flere ungarske skud. Pauseføringen var på 14-11.

Den stærke danske keeper kunne også uden hjælp, de gange forsvaret slog sprækker. Det blev til flere spektakulære redninger mod et mere og mere desillusioneret ungarsk hold.

I angrebet fordelte scoringerne sig på et stort antal danske spillere med Mikkel Hansen og Thomas Mogensen som de mest scorende med fem mål hver.

Næste opgave bliver en walkover mod Island på onsdag, hvor Ulrik Wilbek får mulighed for at restituere flere af sine profiler.

De forsvarende danske europamestre virker dog allerede nu klar til større udfordringer. I fredagens semifinale venter toeren fra den anden mellemgruppe, hvilket meget vel kan blive Kroatien.

/ritzau/