Danske EM-spillere: Norge er svækket af målvogterskift

Skrevet af admin

11/12/2014

Mest læste i dag

Det er et stort tab for det norske håndboldlandshold, at det må undvære målvogteren Kari Aalvik Grimsbø i resten af EM.

Sådan lyder det fra de danske EM-spillere, der godt nok roser afløseren, men samtidig peger på, at hun ikke samme erfaring og aura som Team Esbjerg-keeperen, der onsdag måtte rejse hjem med en revne i menisken.

- Jeg tror, det påvirker nordmændene, at de ikke har Kari med, for hun har været en del af det hold i mange år og med til at vinde meget. Sådan en type vil altid være svær at erstatte, siger Ann Grete Nørgaard.

Hun er til daglig klubkammerat med Norges nye førstevalg, Silje Solberg, i Tvis Holstebro.

- Silje er rigtig dygtig, og de er styrkemæssigt ret jævnbyrdige, men Kari Grimsbø har vundet OL-guld, VM-guld og været med længere. Det betyder bare noget, siger hun.

Samme vurdering kommer fra Nørgaards fløjkollega Maria Fisker, der har mødt begge de norske målvogtere i den danske liga.

- Selvfølgelig er det en svækkelse, at Grimsbø ikke er med. Det er altså en rigtig dygtig målmand. Men Norge har gode alternativer, og Silje Solberg har jo gjort det godt i ligaen, mener Maria Fisker.

I forvejen må Norge undvære det absolutte førstevalg i målet, Katrine Lunde, der er gravid.

Danmark og Norge mødes torsdag aften klokken 20.30.

/ritzau/