Danske Esben ramt af gummikugler i tyrkisk konflikt

Skrevet af admin

28/12/2013

Dagens topnyheder

En 28-årig dansker blev fredag fanget midt i konflikten mellem tyrkiske urobetjente og demonstranter. Det skriver jp.dk.

Betjentene skød fredag aften med gummikugler og sprøjtede med vandkanoner for at sprede hundredvis af demonstranter, der protesterer imod landets regering og premierminister Recep Tayyip Erdogan.

Danske Esben Larsen Mikkelsen, der læser på Bilgi-universitetet i Istanbul, mærkede konflikten på egen krop, da han blev ramt af en urobetjentenes gummikugler.

- Jeg blev ramt lige på siden af knæet, og det gjorde temmelig ondt. Jeg mærkede et ordentligt smæld og troede først, at jeg var ramt af en sten. Så tog adrenalinen over, og så tonsede jeg bare derudaf for at komme væk derfra, siger han til jp.dk.

- Kuglerne er smurt ind i hvid farve, og jeg havde et stort hvidt mærke på tøjet bagefter. Jeg har efterfølgende læst, at det hvide stof får folk til at hoste.

Politiet forsøgte at forhindre demonstranterne i at samle sig på Istanbuls centrale Taksim-plads og fortrængte dem i stedet til sidegader i området.

De seneste ugers korruptionsskandale har vakt en ny vrede i oppositionen, som i foråret mobiliserede store menneskemængder over hele landet i kølvandet på en beslutning om at opføre bygninger i en grøn park ved Taksim-pladsen.

En tyrkisk domstol satte fredag en stopper for regeringens forsøg på at tvinge politiet til at afsløre efterforskningen af en omfattende korruptionsundersøgelse, der har truet Erdogans regering.

17. december anholdt politiet en stribe personer, deriblandt tre sønner af ministre i regeringen og to andre regeringsmedlemmer, i en korruptionsundersøgelse, der blev holdt hemmelig for de overordnede, som ellers kunne have informeret regeringen på forhånd.

Regeringen besluttede 21. december gennem et regulativ at tvinge politiet til at informere deres overordnede om indholdet i undersøgelserne.

Tre ministre har forladt regeringen efter skandalen begyndte at rulle, og Erdogan har været tvunget til at gennemføre en stor ministerrokade.

/ritzau/