Danske F-16-fly i Irak kaster ni bomber mod fjenden

Skrevet af admin

17/03/2015

Mest læste i dag

I løbet af den seneste uge har de danske F-16-fly i Irak været på 11 missioner og kastet i alt ni bomber mod fjendtlige bygninger og køretøjer.

Det fremgår af forsvarets ugentlige opdatering om den danske mission i Irak, hvor flyene er indsat i kampen mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.

Missionerne den forgangne uge har været offensive og er foregået i områderne omkring Al Anbar-provinsen og Karbala.

Dermed har de syv danske F-16-fly i Irak samlet kastet i alt 192 bomber på 243 missioner siden første mission 16. oktober sidste år.

De danske fly har den seneste uge blandt andet fløjet såkaldte Close Air Support-missioner, som er missioner, hvor flyene fungerer som luftstøtte til styrker på landjorden.

På denne type opgaver vil luftstøtten variere alt efter, hvad der er behov for. Det kan både dreje sig om overvågningsopgaver og bombninger af mål, hvilket altså har været tilfældet på nogle af de danske missioner i den forgangne uge.

De danske fly har den seneste uge også gennemført Air Interdiction-missioner.

Her planlægges et specifikt angreb mod et bestemt udførligt og detaljeret hjemmefra. Flyene flyver direkte frem til målet, hvor de kaster bomberne og flyver retur, såfremt det er muligt at overvåge målet under angrebet.

På de missioner, hvor de danske F-16-fly ikke har anvendt våben, har de bidraget med overvågning og indhentning af efterretninger. På sådanne overvågningsmissioner er flyene altid klar til at anvende våben, hvis der er behov for det, oplyser forsvaret.

Det danske F-16-bidrag til den såkaldte Operation Inherent Resolve består foruden de syv fly af op til cirka 140 mand. Lige nu er cirka 90 mand udsendt.

/ritzau/