Danske familier skal betale mere for daginstitutioner

»Børnepasningsområdet er et område, der som så mange andre stiger. Det er også et område, som kommunerne naturligvis løbende kigger på, om de kan få ekstra penge i kassen i en tid, hvor mange budgetter er pressede,« siger kommunalforsker ved Aarhus Universitet, Roger Buch.

Priserne er i alt steget mellem 1,7 og 2,2 procent fra 2012 til 2013. Det er mere end det generelle prisniveau, hvilket betyder, at det bliver dyrere for en familie at have børn i vuggestuer eller børnehaver.

»Der er to ting, kommunerne kan gøre. De kan reducere servicen ved at sætte flere børn i en børnehave. Ønsker man ikke det, kan man hæve prisen,« siger Roger Buch.

De nye tal betyder, at det særligt er vuggestuebørn, der er dyrere at få passet. Her betaler man i gennemsnit 2.801 kroner om måneden. For børn mellem tre og fem år er den månedlige takst 1.592 kroner.

I Aarhus nikker man genkendende til problemet med stigende priser på børnepasningsområdet. Her har man en af landets højeste takster, og det vil man blive ved med at have. Det er nemlig en nødvendig prioritering, hvis man vil opretholde den standard, som forældre tilbydes nu. Det forklarer formand for Børne- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF).

»Priserne har været under pres i mange år. Det gælder de kommunale budgetter i det hele taget, og der kigger vi så på, hvordan vi skal prioritere de forskellige områder. I Aarhus har vi meget høje priser, men vi har til gengæld en bedre normering end i andre byer. Det er et bevidst valg,« siger Thomas Medom.

I Aarhus kommune oplever man ingen problemer med at have høje priser på børnehaver og vuggestuer.

»Vi kan se, at der er meget få, der benytter sig af dagpleje eller lignende. Vi oplever, at familierne er glade for den service, de får. Det er det vigtigste,« siger Thomas Medom.

Ifølge Danmarks Statistiks undersøgelser er det forskelligt fra kommune til kommune, hvor meget man betaler, og om man har valgt at sætte priserne op eller ned.

Dagens Gossip