Danske feriehuse har aldrig været mere populære

Skrevet af admin

23/04/2015

Mest læste i dag

Sidste år var et travlt et, hvis man arbejder på et af de bureauer, som udlejer danske feriehuse.

Der blev nemlig sat ny rekord i antallet af udlejninger, viser tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort torsdag.

Samlet set blev der sidste år udlejet danske feriehuse i 548.000 uger gennem bureauer. Det er 37.000 uger flere end året før og samtidig en stigning på syv procent.

Og med en forestående sommersæson herhjemme ser det allerede ud til, at 2015 vil komme med yderligere stigninger, lyder det fra Feriehusudlejernes Brancheforening.

- Danskerne ser ud til at holde endnu mere ferie i Danmark, da antallet af bookinger er 10 procent højere end sidste år, siger Carlos Villaro Lassen, direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, i en pressemeddelelse.

Ifølge Danmarks Statistik endte udlejning til danskere sidste år på 120.000 uger, hvilket er en stigning på ni procent.

Det var dog ikke i nærheden af, hvad vores tyske naboer bidrog med. De tyske gæster tegnede sig for omkring to tredjedele af udlejningerne i 2014, i alt 372.000 uger, hvilket er en stigning på seks procent i forhold til 2013.

- Tyskerne er så sandelig på vej til Danmark med en fremgang på over 10.000 flere bookede uger eller fem procent flere tyske bookinger på nuværende tidspunkt sammenlignet med samme tid sidste år, lyder det fra Carlos Villaro Lassen.

Øvrige gæstenationaliteter, herunder nordmænd, hollændere og svenskere, tegnede sig for 55.000 uger, og det er 13 procent flere end i 2013.

Det hidtil højeste udlejningstal blev nået i 2007 med 543.000 uger.

/ritzau/