Danske filmanmelderne er glade for Bond

De udenlandske filmanmeldere har vist stor begejstring over den nye James Bond-film "Spectre", og det tyder på, at det også gælder de danske anmeldere.

De to store dagblade Jyllands-Posten og Politiken er allerede kommet med deres dom over filmen, der har dansk premiere fredag. Her kan man for fjerde gang se Daniel Craig i hovedrollen som den ikoniske James Bond alias Agent 007.

I Jyllands-Posten får filmen fem stjerner ud af seks stjerner af filmanmelder Katrine Sommer Boysen.

Hun kalder det ikke alene en fremragende Bond-film, men en fremragende film. Og det er ikke mindst filminstruktøren, Sam Mendes, fortjeneste.

- Sam Mendes har gjort det med Bond-universet, som Christopher Nolan formåede at gøre det med sine "Batman"-film. Aktualiseret en gammel kending og gjort ham og filmene bedre end nogensinde før, skriver hun.

Filmanmelder hos Politiken Kim Skotte er knap så begejstret. Han mener filmen "Skyfall" var bedre end "Spectre". Han giver dog alligevel fire hjerter ud af seks.

- Craig (Daniel Craig red.) og instruktør Sam Mendes vil så gerne udvikle Bond og gøre ham menneskelig uden at fornærme alverdens Bond-disciple.

- Men det er svært at gøre en supermand til menneske uden at gøre både supermanden og mennesket til parodier, skriver Kim Skotte afslutningsvis.

Den 24. James Bond-film havde mandag aften gallapremiere i London og fredag har den dansk premiere i 120 biografer. Filmen varer to timer og 28 minutter.

/ritzau/

Dagens Gossip