Danske fly kaster 18 bomber i kampen mod IS i Irak

I løbet af den sidste uge har danske kampfly fløjet 13 missioner i luften over Irak, hvor der fra F-16-flyene er kastet 18 bomber.

De danske fly er indsat i kampen mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, og flyene har i den forløbne periode deltaget i missioner i områderne i og omkring Ninawa-provinsen, der blandt andet huser storbyen Mosul.

Målene for bomberne har været fjendtlige styrker og bygninger, skriver forsvaret i sin ugentlige mission update.

De danske fly har primært fløjet Close Air Support-missioner, hvor de er indsat direkte som luftstøtte til styrker på landjorden. Støtten kan både bestå i overvågning eller bombninger.

På nogle af disse missioner har de danske fly kastet bomber mod fjendtlige styrker/bygninger/køretøjer i forbindelse med kamphandlinger på jorden, lyder opdateringen.

På de missioner, hvor de danske F-16 ikke har anvendt våben, har de bidraget med overvågning og indhentning af efterretninger.

På de overvågningsmissioner er flyene dog altid klar til at anvende våben, hvis der er behov for det, oplyser forsvaret.

Siden første mission 16. oktober 2014 har de danske fly fløjet 186 missioner og anvendt 133 bomber.

Alle de danske bomber er præcisionsstyrede, hvilket vil sige, at de styres mod deres mål ved hjælp af enten laser eller GPS.

Det danske F-16 bidrag til Operation Inherent Resolve består af syv fly og op mod 140 mand. Lige nu er cirka 90 mand udsendt.

Ud over F-16 bidrager Danmark også med et C-130J Hercules transportfly samt trænere fra hæren, der skal vejlede og uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker.

/ritzau/

Dagens Gossip