Danske flypassagerer bliver berørt af fransk strejke

Både onsdag og torsdag strejker de franske flyveledere, og det får betydning for passagerer, der skal med fly til og fra Danmark.

Det er branchemediet standby.dk, der skriver om strejken, som er iværksat af medlemmerne af SNCTA, Frankrigs største fagforening for flyveledere.

Ifølge standby.dk er det primært franske indenrigsflyvninger samt flyvninger inden for Europa, der bliver ramt af aflysninger.

Men strejken kan også berøre flyvninger, der blot skal passere fransk luftrum - for eksempel fra København til Spanien.

Fra Københavns Lufthavn oplyser pressechef Søren Hedegaard Nielsen til Ritzau, at der både onsdag og torsdag er 11 daglige afgange fra lufthavnen til Paris.

Onsdag formiddag er to af afgangene allerede blevet aflyst. Det drejer sig om to SAS-flyvninger onsdag klokken 12:45 og 20:15. Derudover er SAS-flyet fra Paris til København klokken 17:05 aflyst.

Hos Københavns Lufthavn opfordres passagerne til at holde sig orienteret med deres flyselskab og holde øje med Københavns Lufthavns hjemmeside.

Onsdag har Spies' eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, afgange fra både Billund og København til Las Palmas på Gran Canaria.

Op mod 1000 danske gæster skal transporteres til og fra den kanariske ø, oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.

- Dagens fly vil normalt passere gennem det strejkeramte franske luftrum, men i løbet af natten er det lykkedes flyselskabet at få nye luftveje uden om det luftrum, som de franske flyveledere normalt kontrollerer.

- Flyene forventes at afgå til tiden og ankomme til Gran Canaria med højst 10-15 minutters forsinkelse på grund af den længere flyvetid, siger flyselskabets kommunikationschef, Torben Andersen.

Ifølge standby.dk regnes det franske luftrum for Europas travleste med i snit 8000 flyvninger om dagen.

/ritzau/

Dagens Gossip