Danske flyveledere vil ikke strejke

I går blev der lagt op til en strejke blandt de europæiske flyveledere den 10. oktober, der kan lamme lufttrafikken i Europa. Men Danmark vil ikke blive ramt.

Dansk Flyvelederforening meddeler nemlig nu, at deres flyveledere ikke vil indgå i strejken.

»Vi ønsker ikke unødigt at forstyrre de rejsendes planer,« siger bestyrelsesformand i Dansk Flyvelederforening Finn Kristensen.

Beslutningen er taget efter en dialog med den europæiske sammenslutning af flyveleder-fagforeninger,

ATCUEC, der i går meddelte, at der kunne være en strejke på vej. Ifølge Finn Kristensen bliver det den store fælles paraplyforening, der kommer til at gå forrest i kampen om at sikre fremtidens flyveledelse. Og derfor er det besluttet, at de danske flyveledere ikke går ind i en eventuel strejke.

»Det er et stort arbejde at skulle sætte sig ind i alt det, der kommer fra Europa-kommissionen. Det er en af grundene til, at vi er medlem af ATCUEC. Derigennem har vi en mulighed for at følge med i den politiske proces,« siger han.

Utilfredsheden blandt de europæiske flyveledere bunder i de nye såkaldte

»Single European Sky 2« regler, som Europa-kommissionen har i

støbeskeen.

Forslaget skal forbedre flysikkerheden, men i samme ombæring vil

udgifterne til flyvekontrol blive reduceret med 50 procent. Og det er

det, der skaber frustration blandt de europæiske flyveledere.

»Hvis der bliver pålagt krav om, at man skal spare, så er det da min

bekymring, at det i sidste ende går ud over flysikkerhed, fordi der vil

være færre flyveledere eller en mindre besætning,« siger Finn

Kristensen.

Hvis ATCUECs indsats ikke er nok, så afviser Finn Kristensen ikke, at de danske flyveledere vil gå aktivt ind kampen for fremtidens planer.

«Hvis det virkelig kommer til at gå dårligt, så kan jeg ikke fraskrive mig, at vi også vil bruge de våben, vi har. Det må vi tage stilling til til den tid. Men vi håber på, at man kan nå frem til et fornuftigt resultat gennem dialog,« siger han.

Der er endnu ikke givet en klar melding, om den store strejke den 10. oktober bliver en realitet i resten af Europa.

Dagens Gossip