Danske fodboldkvinder vil drille svenske favoritter

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

De danske fodboldkvinder skal forsøge at følge op på sejren mod Moldova i EM-kvalifikationen, når de svenske favoritter tager imod på Gamla Ullevi i Göteborg tirsdag aften, hvor der er solgt omkring 7.000 billetter.

Svenskerne har spillet én kamp mere end Danmark og har seks point efter to kampe. Det kan sagtens blive til ni point efter kampen mod Danmark, men landstræner Nils Nielsen håber, at Danmark kan drille svenskerne.

- Sverige er klare favoritter i kampen. De har nogle fantastisk dygtige spillere på alle positioner. At få et point på udebane mod det stærkeste hold i gruppen, det ville ikke være så tosset at komme hjem med.

- Men står vi i en situation, hvor vi kan vinde kampen, så bliver vi selvfølgelig skuffede, hvis vi ikke gør det, men umiddelbart vil det være superfint, hvis vi kan komme hjem med et point, siger Nils Nielsen.

Landstræneren vurderer, at Sverige, som er nummer otte på Fifas verdensrangliste, er favorit til at snuppe førstepladsen i kvalifikationsgruppe fire, der giver en direkte billet til EM i Holland 2017.

I stedet skal Danmark sandsynligvis kæmpe med Polen om at få fingre i andenpladsen, vurderer Nils Nielsen.

- Polen har et fint hold, men jeg tror stadig, at vi er en tand foran. Vi kan sikre os den andenplads, vi skal bruge, men lad os nu se. Vi vil hellere blive nummer et, men det kræver, at vi kan lave et resultat mod et hold, som på papiret er bedre end vores eget, siger landstræneren.

Vinderne af de otte EM-kvalifikationsgrupper samt de seks bedste toere kvalificerer sig direkte til EM i Holland, hvor også værtsnationen er med. De to dårligste gruppetoere skal mødes i playoff-kampe om den sidste plads ved EM.

Kampen mellem Sverige og Danmark sparkes i gang tirsdag aften klokken 18.45.

/ritzau/