Danske frustrationer over boykottrusler mod dansk svinekød

Skrevet af admin

23/07/2014

Dagens topnyheder

Det er dybt frustrerende, når svenske butikkers boykot af dansk svinekød nu afløses af samme overvejelser hos Norges største dagligvarekæde, Norgesgruppen, der blandt andet ejer de norske Spar-butikker.

Det siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Norge har sat kritiske øjne på dansk bacon og skinker, efter at en norsk professor i samfundsmedicin har opfordret til et stop for import af dansk svinekød. Professor Steinar Westin frygter, at resistente svine-MRSA bakterier kan spredes fra svin til mennesker, der køber og tilbereder dansk svinekød.

- Men der er intet fagligt belæg for de påstande. Der er en tendens til, at det er en god historie at mistænkeliggøre danske svineproducenter, som ellers er berømte i hele verden, fordi vi i modsætning til mange andre har meget styr på tingene, siger Martin Merrild.

Det danske medicinforbrug ligger ifølge EU-organet European Medicines Agency eksempelvis under lande som Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Polen, Storbritannien og de sydeuropæiske lande.

Mens fødevareminister Dan Jørgensen (S) for nylig lancerede en fempunktsplan, der skal inddæmme svine-MRSA til staldene og forhindre smitte videre end til stalddøren, er nordmændene gået langt videre.

Blandt andet vil de screene alle landets svinebesætninger for bakterien, som i Danmark menes at have kostet fire danskere livet.

Gik Danmark lige så drastisk til værks, ville det ifølge fødevareministeren koste 3,5 milliarder kroner til nedslagtning af smittede svinebesætninger, desinficering af stalde, indsættelse af nye, smittefri dyr og kompensation for mistet indtjening til landmanden.

Samtidig er der ifølge Fødevarestyrelsen ingen garanti for, at der ikke bagefter sker en reinficering af en vis andel af de sanerede svinebesætninger.

/ritzau/