Danske golfere spiller sig ud af toppen i USA

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

Fredagens anden runde i golfturneringen Bridgestone Invitational i Ohio blev mindre god set med danske briller.

Inden anden runde lå både Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn med gode muligheder for at blande sig i toppen, men den top fik danskerne spillet sig langt væk fra.

Søren Kjeldsen åbnede ellers med en birdie og lå to slag under par, men så gik det ned ad bakke for danskeren. Kjeldsen endte dagen i tre slag over par og er samlet to slag over par for de første to runder, hvilket rækker til en placering som delt nummer 34.

Det er tre slag bedre end Thomas Bjørn, som er fem slag over par. Bjørn begyndte sin anden runde med at være i par, men han lavede siden syv bogeys og to birdies.

Veteranen faldt dermed 34 pladser tilbage i feltet til nummer 56.

Turneringen i Ohio er fælles for både European Tour og den amerikanske PGA Tour. Det betyder, at flere af verdens bedste spillere er med.

Turneringen føres af amerikaneren Jim Furyk, der er nummer seks på verdensranglisten, i otte slag under par, mens Bubba Watson, verdens nummer tre, er fire slag under par sammen med ireren Shane Lowry og amerikaneren Dustin Johnson.

Den amerikanske komet Jordan Spieth, verdensranglistens nummer to, ligger delt nummer otte to slag under par, mens Henrik Stenson fra Sverige er på en delt femteplads.

Den tidligere verdensetter Tiger Woods, hvis utallige rekorder i golfsporten blandt andet omfatter otte sejre i Bridgestone Invitational, formåede ikke at kvalificere sig til turneringen i år.

/ritzau/