Danske golfprofiler slutter langt fra toppen i Malaysia

Skrevet af admin

08/02/2015

Dagens topnyheder

Hverken Morten Ørum Madsen eller Anders Hansen havde udsigt til en topplacering ved European Tour-turneringen Maybank Malaysian Open, og det var måske grunden til, at de sluttede af med en sidste runde på det jævne.

Begge danskere lukkede turneringen med en runde i 72 slag, hvilket er lig med banens par.

Morten Ørum Madsen havde ellers kurs mod et bedre resultat, men en dobbeltbogey på 17. hul satte ham tilbage.

Dermed måtte han tage til takke med en delt 25.-plads i sammenlagt fire slag under par.

Anders Hansen, der lå på sjettepladsen efter torsdagens første runde, var sammenlagt et slag dårligere og endte på en delt placering som nummer 32.

Han sluttede med en relativ anonym sidste runde med to birdies og to bogeys.

Turneringens to øvrige danskere Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen klarede ikke cuttet til weekendens finalerunder.

Vinder i Kuala Lumpur blev inderen Anirban Lahiri, som på den sidste runde overhalede og henviste østrigeren Bernd Wiesberger til andenpladsen.

/ritzau/