Danske håndboldkvinder kværner Litauen

De danske håndboldkvinder har fået en flyvende start i EM-kvalifikationen. Søndag vandt Danmark uden problemer med 38-31 på udebane over Litauen.

Med sejren har Danmark nu fire point efter de første to kampe. I torsdags vandt danskerne 42-27 over Østrig i en meget ensidig affære.

Søndag var der ikke lige så stor suverænitet fra Danmarks side, men det skyldtes mest af alt en meget ujævn anden halvleg.

Det var i første halvleg, at sejren blev grundlagt med en solid pauseføring på 21-12. De ni måls forspring var stor nok til at tage det noget mere med ro i de sidste 30 minutter.

I anden halvleg var der ikke lige så stor klasseforskel, da Danmark skruede ned for tempoet, og isoleret set vandt litauerne anden halvleg med to mål.

Danmark indkasserede alt for mange mål, og det må siges at være skuffende, at der i alt gik hele 31 mål ind mod danskerne. Så forsvaret er noget, der skal arbejdes på at forbedre.

Den anden danske sejr i træk i EM-kvalifikationen vidner dog om, at Danmark ikke bør få problemer med at kvalificere sig til EM i 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip