Danske håndboldkvinder tæt på avancement i Europa

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Team Tvis Holstebro og København Håndbold er særdeles tæt på at spille sig videre i de europæiske klubturneringer.

I Cup Winners Cup vandt Team Tvis-træner Niels Agesens håndboldkvinder med 31-22 i Herning over BNTU Belaz Minsk fra Hviderusland.

Søndag står de to mandskaber over for hinanden igen, og Agesen regner med dansk avancement til 1/8-finalerne.

- Jeg vil ikke håbe, at de kan overraske os. Så vil jeg blive skuffet.

- Vi plejer at være gode i de her europæiske kampe mod hold, som vi ikke kender. Vi plejer at være gode på andendagen, så jeg forventer, at vi er endnu stærkere, når vi møder dem igen, siger Niels Agesen.

Til trods for den sikre Tvis-sejr, så førte de hviderussiske modstandere ellers længe i lørdagens opgør.

- De spillede i et højere tempo og var mere bevægelige, end vi havde forventet. Vi var bagud 7-10, før vi fik justeret på det.

- Vi førte med en enkelt før pausen, og i anden halvleg fik vi indstillet os 100 procent taktisk på dem, og så rykkede vi stille og roligt fra dem, siger Tvis-træneren.

Niels Agesen håber, at Team Tvis for andet år i træk skal spille med om europæisk metal.

- Når man har prøvet at vinde EHF Cuppen, som vi gjorde sidste år, så vil vi gerne have en medalje igen.

- Vi ved, at Cup Winners Cup er noget stærkere besat end EHF Cuppen, så det handler om at få så meget erfaring med det her nye mandskab. Kan vi komme med omkring semifinalerne, så vil jeg være rigtig godt tilfreds, siger Agesen.

Viborg HK deltager også i Cup Winners Cup og vandt lørdagens udekamp mod Zork Jagodina med 31-18 i Serbien.

København Håndbold er godt på vej til 1/8-finalerne i EHF Cuppen efter en 22-17-sejr på udebane over HC Karpaty. Københavnerne spiller returkamp på lørdag i næste uge.

/ritzau/