Danske H&M-kunder afleverer tonsvis af gammelt tøj

Pose efter pose med gammelt tøj ryger over disken i landets H&M-butikker, hvor kunderne kan veksle deres udtjente pjalter med et rabatkort til nyt tøjkøb.

Siden vinter har danske kunder indleveret 44 ton genbrugstøj til modegiganten H&M, der i et globalt initiativ indsamler og genanvender det brugte tøj til eksempelvis second hand-salg, nye tekstiler eller isoleringsmateriale. Dermed har de danske kunder indleveret mest tøj pr. indbygger, kun overgået af Schweiz.

Den store mængde indleveret tøj kommer ikke bag på administrerende direktør og stifter Eva Steensig fra analysefirmaet Lighthouse CPH (LHBS), der er eksperter i forbrugeradfærd. For den store danske middelklasse har et stort forbrug og smider hvert år mange kilo tøj ud.

»Genbrugstendensen er hot lige nu. Man vil gerne gøre noget godt, men man vil også gerne have noget ud af det selv. Og det er bredt accepteret,« siger hun med henvisning til den voucher, man får, når tøjet bliver indleveret.

Voucheren er et rabatkort på 15 procent, som man kan trække fra næste køb, man foretager i en H&M-butik.

Netop rabatten har været kritiseret for at opfordre til nye indkøb og dermed øget forbrug, hvilket ville få målet om bæredygtighed til at blegne. Selv mener H&M, at det rabatten er en motiverende effekt for kunderne, så de husker at aflevere tøjet i stedet for at smide det på lossepladsen.

H&M har fanget trenden

Det er det schweiziske firma I:Collect, der står bag den globale indsamling, og på verdensplan er der blevet indleveret næsten 700 ton gammelt tøj, oplyser H&Ms presse- og kommunikationsafdeling i København.

Ifølge Eva Steensig er det en tværgående trend, at alle store virksomheder med respekt for sig selv, giver noget tilbage til den verden, de lever af. Det er nu nærmest en forventning, at man som virksomhed har et seriøst tiltag i den boldgade, siger hun, og nævner Nike og Starbucks

Hvorvidt H&M's indsamling er et bæredygtigt tiltag, der virkelig batter, kan Eva Steensig ikke vurdere. Men hun mener, at den globale tøjgigant »har læst tiden dygtigt« ved at starte tøjindsamlingen.

»Tiltaget er meget tæt på H&M's kerneforretning og det, man kan kritisere selskabet for - eksempelvis ressourcesvineri. Så de lægger sig op ad den anti-forbrugeristiske genbrugstendens, vi ser i øjeblikket, hvor det appellerer til folk at gøre andre ting med deres ting, end at smide dem ud,« siger Eva Steensig og peger blandt andet på et stigende salgstal på Den Blå Avis, der sælger brugte ting og sager.

Tøjet, der bliver indsamlet i tøjbutikkerne, bliver sendt til Tyskland og sorteret ud fra 400 sorteringskriterier i fire kategorier: Second hand (genbrug), produktion af nye tekstiler, isolering i huse og biler og energiproduktion.

 

Dagens Gossip

Dagens TV