Danske homoseksuelle glade for udspil mod diskrimination

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Forpersonen for landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner er "rigtig, rigtig glad" for, at et flertal i EU-Parlamentet vil opfordrer EU-Kommissionen til at lave en køreplan mod diskriminerende handlinger mod LGBT-personer.

- Vi har i Danmark kæmpet for, at der skulle komme en LGBT-politik, som man har gjort det i andre lande. Så det her er et meget vigtigt signal at sende, og vi vil bruge det og rejse det over for den danske regering.

Sådan siger forpersonen for LGBT Danmark, Søren Laursen.

Ifølge betænkningen fra EU-Parlamentet til kommissionen har flere og flere lande lavet lignende planer på nationalt niveau.

Lige nu drejer det sig om Belgien, Frankrig, Italien, Holland og Storbritannien, og Letland er også ved at få det.

Men parlamentet mener ikke, at LGBT-personer er tilstrækkeligt beskyttet mod diskrimination og homofobi i alle EU-medlemslande.

Søren Laursen siger, at de i organisationen er tilfredse med betænkningen, selvom den ikke er bindende.

- Den siger de rigtige ting, nemlig at det er oplagt, at der skal være en køreplan på vores område, som der er det for andre mindretal, for eksempel romaer og handicappede.

- Vi håber, den danske regering vil efterkomme de anbefalinger, som betænkningen her kommer med og gå forrest på det her område, siger han.

Inden afstemningen i parlamentet tirsdag har der i flere uger været stor modstand blandt konservative religiøse grupper.

- Det er interessant, men også bekymrende, at der har været denne modstand. Det er en forlængelse af den meget kedelige udvikling, vi har set i blandt andet Rusland, siger Søren Laursen.

Han henviser her til love vedtaget i Rusland i juni 2013, som diskriminerer homoseksuelle.

/ritzau/